Fysiurgisk Massage

Massageskolen på Nørrebro, hvor jeg er uddannet, tager sit udgangspunkt i den fysiurgiske massages principper. Det betyder at man arbejder med bevægeapparatet med blide, langsomme og harmoniske bevægelser. Formålet er at bringe krop og sjæl i ro samtidig med at fysiske- og psykiske spændinger frigøres. Massagebehandling skal for at virke spændingsløsnende – være så smertefri som muligt, da den ellers vil virke stik modsat. Hvis det smerter, spænder man mere op. Lidt ømhed under- og efter behandlingen kan ikke altid undgås, men målet er at mindske smerter. En stor del af de terapeutiske teknikker sigter mod at strække- og blødgøre stift og krympet væv, da det er disse spændinger, der giver smerter. Derfor virker massage-terapi smertelindrende på længere sigt.

Massage kan have gavnlige virkninger på:

Stress, muskelsmerter/muskelstivhedsfornemmelser, hovedpine, kredsløbet, udskillelse af kroppens affalds-stoffer, immunforsvaret, nervesystemet, energi, bevægelighed i muskler og led, stressrelaterede fordøjelses- og søvnproblemer.

Massage kan modvirke både fysisk og psykisk spænding, idet nervesystemet overgår til en behagelig hviletilstand under behandlingen. I denne tilstand falder muskelspændingen og kroppens ernærings- og udrensningsfunktioner får bedre vilkår. Regelmæssige behandlinger kan nedsætte blodets indhold af stresshormon, hvilket modvirker forhøjet blodtryk, fordøjelses- og søvnproblemer samt andre stressrelaterede gener.

Det er dog væsentligt at massage også kan modtages for generelt velvære og omsorg for sig selv. Klinikken kan bruges som et refugium, hvor man kan slappe af fra hverdagen.

 Forløbet

Klienten udfører nogle enkle funktionstest. Klienten ligger på en briks iført trusser/underbukser og der af-dækkes kun den del af kroppen der masseres. Efter behandlingen tilbydes vand, da kroppens affaldsstoffer skal skyldes ud. Hvis det er nødvendigt kommer jeg med forslag til videre behandling. Jeg foreslår som regel cirka 3 behandlinger, hvorefter jeg laver en evaluering. Der kan vælges mellem behandlinger a cirka 55 min. og cirka 80 min.